Poetry International Poetry International
Gedicht

Remco Campert

JANUARY 1943

I was walking along the cart track
on a sparkling winter day

my mother came to meet me
a figure in the distance

the night before I’d had a dream
I’d been sailing my little boat

my hand skimmed the duckweed
in the gleaming waterway

the boat sailed to the other side
and stranded in the rushes there

when I looked up I saw my father
thrusting his arm through barbed wire

he gazed at me with pleading eyes
my father asking me for bread.

***

On that country road mother
you held me tight for ages

your eyes were red
your jacket smelled of city

the Germans had posted us a card
informing us that he had died

in Neuengamme bitter word
they’d murdered him.

***

I felt nothing then but knew
there was something I should feel

I looked past my mother’s sleeve
towards the deep enticing wood 

when I got the chance I told her all
about the things that interested me

the trap I’d set
at the entrance to the rabbit warren

the hut that I was building
in a tree I alone knew

only later did I feel a pain
pain that never went away

that still floods through my body
as I write this

long ago and yet so near
time lasts a lifetime long.

JANUARI 1943

JANUARI 1943

Ik liep over het karrespoor
op een krakende winterdag

mijn moeder kwam me tegemoet
figuurtje in de verte

de nacht ervoor droomde ik
dat ik een scheepje zeilen deed

mijn hand streelde het kroos
in de blikkerende sloot

het scheepje zeilde naar de overkant
en raakte klem in het oevergras

ik keek op en zag mijn vader staan
hij stak zijn arm door prikkeldraad

hij keek me smekend aan
mijn vader vroeg aan mij om brood.

***

Op die landweg moeder
hield je me minuten vast

je ogen waren rood
je jas die rook naar stad

de Duitser had per kaart gemeld
mijn vader hij was dood

in Neuengamme bitter oord
daar hadden ze hem vermoord.

***

Ik voelde niets
maar wist dat ik iets voelen moest

keek langs mijn moeders mouw
naar het lokkend bos

pas toen het kon vertelde ik honderduit
over wat me werkelijk bezighield

de strik die ik had gezet
voor het konijnehol

de hut die ik aan het bouwen was
in de boom die niemand kende

eerst later voelde ik pijn
die niet meer overging

die nog mijn lijf doortrekt
nu ik dit schrijf

lang geleden toch dichtbij
de tijd duurt één mens lang.
Close

JANUARI 1943

Ik liep over het karrespoor
op een krakende winterdag

mijn moeder kwam me tegemoet
figuurtje in de verte

de nacht ervoor droomde ik
dat ik een scheepje zeilen deed

mijn hand streelde het kroos
in de blikkerende sloot

het scheepje zeilde naar de overkant
en raakte klem in het oevergras

ik keek op en zag mijn vader staan
hij stak zijn arm door prikkeldraad

hij keek me smekend aan
mijn vader vroeg aan mij om brood.

***

Op die landweg moeder
hield je me minuten vast

je ogen waren rood
je jas die rook naar stad

de Duitser had per kaart gemeld
mijn vader hij was dood

in Neuengamme bitter oord
daar hadden ze hem vermoord.

***

Ik voelde niets
maar wist dat ik iets voelen moest

keek langs mijn moeders mouw
naar het lokkend bos

pas toen het kon vertelde ik honderduit
over wat me werkelijk bezighield

de strik die ik had gezet
voor het konijnehol

de hut die ik aan het bouwen was
in de boom die niemand kende

eerst later voelde ik pijn
die niet meer overging

die nog mijn lijf doortrekt
nu ik dit schrijf

lang geleden toch dichtbij
de tijd duurt één mens lang.

JANUARY 1943

I was walking along the cart track
on a sparkling winter day

my mother came to meet me
a figure in the distance

the night before I’d had a dream
I’d been sailing my little boat

my hand skimmed the duckweed
in the gleaming waterway

the boat sailed to the other side
and stranded in the rushes there

when I looked up I saw my father
thrusting his arm through barbed wire

he gazed at me with pleading eyes
my father asking me for bread.

***

On that country road mother
you held me tight for ages

your eyes were red
your jacket smelled of city

the Germans had posted us a card
informing us that he had died

in Neuengamme bitter word
they’d murdered him.

***

I felt nothing then but knew
there was something I should feel

I looked past my mother’s sleeve
towards the deep enticing wood 

when I got the chance I told her all
about the things that interested me

the trap I’d set
at the entrance to the rabbit warren

the hut that I was building
in a tree I alone knew

only later did I feel a pain
pain that never went away

that still floods through my body
as I write this

long ago and yet so near
time lasts a lifetime long.
Sponsors
Gemeente Rotterdam
Nederlands Letterenfonds
Stichting Van Beuningen Peterich-fonds
Ludo Pieters Gastschrijver Fonds
Lira fonds
Partners
LantarenVenster – Verhalenhuis Belvédère